Uformel ledelse på tværs – en praktisk guide
Ideen til denne korte og praktiske bog kom fra undervisere og ledere, der brugte bøgerne Teaming og Projektteaming i deres praksis. ”Kan du ikke lige skrive de to bøger ned til en helt kort bog med masser af redskaber, som praktikerne kan tage med på jobbet og som de studerende kan forstå og bruge efter deres uddannelse?” Det gjorde jeg så med stor hjælp fra min mangeårige gode kollega Benedikte Achen, og den udkom i 2024 på DJØF Forlag.
Stadig flere får job som koordinator, tovholder, projektleder, teamleder, intern konsulent eller andre betegnelser for at være uformel leder af en opgave eller udviklingsindsats. Der er stort opgaveansvar, men sjældent personaleansvar og typisk skal de skabe resultater på tværs af organisationens opdelinger og arbejdsmåder. Uformel ledelse er en særlig kunstart, men den bliver ofte gjort sværere end den er af både omgivelserne og personen selv, og det går ud over arbejdsglæden og resultaterne.
Bogen gennemgår de fem vigtigste ting dun kan gøre, for bedst at løse opgaven: 1. Favn kompleksiteten, 2. Brug din magt i det store landskab, 3. Se og brug forskelle konstruktivt, 4. Kommunikér dig gennem tumulten og 5. Brug snoretrækket i dit team.
Bogen indeholder cases, modeller og 34 redskaber, og på teamingbogen.dk kan du hente slides og materiale fra bogen.
Læs mere på www.teamingbogen.dk
“Stor respekt for forfatteren: Det er jo faktisk råd, man vil kunne bruge til noget, ikke det sædvanlige bullshitbingo!”